”Dybt original ordløs opsætning med Glad Teaters dygtige og dristige performere, der gør formår at gøre indtryk i Jesper Michelsens blændende iscenesættelse…blandt Glad Teaters største kunstneriske triumfer. Tre kvarters uforligneligt koreograferet krigskaos, man ikke bør gå glip af.”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – Michael Søby, Cphculture.dk

“Nådesløs fortælling… Nu og da bliver der mulighed for lidt ømhed, men skammen og nedværdigelsen lader sig ikke vaske af, og ingen hjælper den, der er kuet…De fem medvirkende i Glad Teaters forestilling gennemfører fortællingen med stor sikkerhed”
⭐️⭐️⭐️⭐️ – Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

“Vild, vanvittig, uforfærdet og mægtig…et syrebad af følelser…pågående og aldeles frygtløst. Alle ord er er reduceret til en mørk farvesymfoni, der er dygtigt instrueret af Jesper Michelsen fejende koreograferet af Kasper Ravnhøj. Johan Kølkjær har skabt den mørke garnisons-scenografi. Musik og lyddesign af Rune Abel. Det spiller tæt sammen med lysdesignet af John Ivar Venned. I en så visuel forestilling bliver lys og lyd åndedrættet gennem historien. Det hele kropsliggøres stærkt af de fem skuespillere fra Glad Teater”
– Michael Svennevig

Scenen er indrammet af et stort grønt militærtelt, gulvet smurt ind i blod, ærter og pis. I midten bliver Woyzeck waterboardet, mens en cementblander knurrer grumt fra hjørnet, som et kraftfuldt vidne på, at maskinen på et splitsekund kan destruere livet – at den, der har magten, kan ødelægge alt.

Om Büchners Woyzeck
Georg Büchner skrev i 1836/37 stykket om Franz Woyzeck, en ensom soldat udstationeret i en tysk provinsby. Her bor han sammen med Marie, moderen til hans barn, der er født uden for ægteskab. Woyzeck forsørger sin lille familie ved at udføre ydmygende opgaver for Kaptajnen og deltage i medicinske eksperimenter hos Doktoren. Et af disse eksperimenter er, at han ikke må spise andet end ærter dagen lang.

Woyzecks mentale helbred nedbrydes langsomt i takt med ydmygelserne, og han begynder at hallucinere og høre stemmer. I mellemtiden bliver Marie træt af Woyzeck og vender i stedet sin opmærksomhed mod den smukke Tamburmajor, der tilbringer en nat hos hende.

Jalousi og mistanken om utroskab vokser hos Woyzeck, så han konfronterer Tamburmajoren. Der kommer dog ingen oprejsning, idet Tamburmajoren slår Woyzeck ned og ydmyger ham nok engang. Til sidst stikker Woyzeck – i et anfald af afmagt eller måske sindssyge – sin elskede Marie ihjel med en kniv.

Büchner nåede ikke at skrive slutningen på stykket før sin død, så ingen ved præcis, hvad der sker med Woyzeck efter dette tragiske mord på hans livs store kærlighed.