Glad Mad
Vi leverer sund og lækker frokost til virksomheder og uddannelsesinstitutioner
Co-produktion med Sort/Hvid
“4:48 PSYKOSE er et vigtigt bekendtskab, men kun hvis du er iført en ugennemtrængelig mental rustning” – ⭐️⭐️⭐️ Kulturbunkeren
“Forestillingen balancerer mellem det rørende og det groteske og stiller publikum i en ubehagelig position som vidner: Vi ser med, men kan ikke gribe ind” – Viola Thiemann Juhl, Peripeti
“Rune Abel Aagaards meddigtende lydunivers topper, da kvinden med hjælp af en af sine ’dæmoner’ skærer i sig selv som spillede hun en sanselig cellosonate. Lige der, mærker man næsten den fysiske smerte på egen krop.” – Morten Buckhøj
“[Anne Reumerts] portræt er sårbart og tilbageholdt på en måde, der for mig fik almengyldighed frem i ekstremiteterne og formidlede kvindens desperate dobbeltheder og nuancer.” – 🩸🩸🩸🩸 Ungt Teaterblod
”4:48 Psykose« er en tekst, der insisterer på at blive taget alvorligt – ikke blot som kunst, men som vidnesbyrd om et menneskes kamp for at blive set og mødt. [Man] efterlades med vigtige spørgsmål om relation, ansvar og omsorg – spørgsmål, som rækker langt ud over teatersalen og ind i den kliniske virkelighed.” – Ugeskrift for læger
Kom indenfor i en psykotisk kvindes virkelighed, hvor skellet mellem realitet og illusion er ophævet. 4:48 Psykose er den verdenskendte britiske dramatiker Sarah Kanes mest ikoniske stykke. I Glad Teaters version bliver den fragmenterede monolog til en rå, fysisk og musikalsk forestilling med fire skuespillere på scenen.
4:48 PSYKOSE er fortællingen om kvinden, der ikke kan leve i denne verden. Om kvinden, der langsomt mister sig selv, men desperat forsøger at holde fast gennem billeder og hallucinationer. Hun vil mærke sig selv, føle sig som et helt menneske – i stedet bliver hun sygeliggjort, fragmenteret og kaotisk.
Med fire skuespillere på scenen spaltes kvinden til en vildtvoksende stemmesymfoni. Stemmerne er fysiske udspaltninger af kvinden selv, en del af hendes virkelighed: Hendes vildfarelse og modstand. Hendes tryghed og håb.
Hun inviterer os ind i hendes verden, hvor rummet er levende, dæmonerne virkelige, og hvor krop og ord blander sig sammen. Intense lydbilleder skabt live i scenerummet og et råt fysisk udtryk, leder publikum gennem kvindens kamp for at finde sig selv og dermed finde vejen ud.
4:48 PSYKOSE er den grandiose, episke fortælling om mennesket. Om at kæmpe for livet, men befinde sig i en verden, der er blevet meningsløs. En time og 12 minutters musikalsk rejse gennem krop, blod, kød, grotesk humor, skrig og poesi – desperation og håb. Mod slutningen eller begyndelsen?
Forestillingen produceres i samarbejde med Sort/Hvid.
Medvirkende Anne Reumert (ekstern), Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen, Michele Rasmussen (Glad Teaters ensemble)
Instruktør Jesper Michelsen
Medinstruktør Lars Englund Frimann
Scenograf Lise Marie Birch
Lyddesigner Rune Abel Aagaard
Lysdesigner Mie Mona Jakobsen Nielsen
Kostumier Fie von Veer
Koreografisk konsulent Jacob Schrøder
Research- og bevægelseskonsulent Emilie Largier
Produktions- og forestillingsleder Emilie Hasling Rasmussen og Luna Stage
Rekvisitør Luna Stage
Instruktørassistent Emilie Karin Henriksen
Kreativ producent Thea Kulavig og Maria Suh
4:48 Psychosis af Sarah Kane i Morti Vizkis oversættelse
Teaterforlag Nordiska Aps – www.nordiska.dk
Støttet af Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fonden, Augustinusfonden, William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Kulturministeriet.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen – Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201, har åbent alle årets dage fra kl. 11-04
Forestillingen berører temaerne selvskade og selvmord samt indeholder højt lydniveau, stroboskoplys, teaterblod og teaterrøg
Hvis du undervejs i forestillingen har brug for en pause, er det muligt at forlade salen og komme tilbage igen, når du er klar til det
Der er unummererede pladser i salen, og du kan med fordel sætte dig på en af de yderste pladser, så du nemt kommer både ud og ind igen
Har du brug for yderligere forberedelse på din teatertur, så besøg denne side, hvor du bl.a. kan få en videotur gennem teatrets foyer, indgang til scene, scenerum, præsentation af forestillingen fra instruktøren mm.
God fornøjelse!